Eurovalutaen blev indført som kontanter den 1. januar 2002. Den fælles valuta har afbødet virkningen af eksterne chok på euroområdets økonomier og ført til dybere integration. Men mange problemer forbliver uløste, skriver Paweł Tokarski.
De første eurosedler og -mønter kom i omløb for 20 år siden. Selvom valutakurserne for næsten alle deltagende lande allerede var blevet fastsat to år tidligere, var det kun indførelsen af euroen, der markerede Europas irreversible økonomiske integration. For efter skabelsen af en fælles pengepolitik og indførelsen af hundredvis af tons eurokontanter ville en tilbagevenden til nationale valutaer være endt i katastrofe for Den Europæiske Union (EU) og dens medlemslande.
Den globale finanskrisen og eurokrisen har vist, at det indre marked ikke ville fungere uden den fælles valuta, euroen – en årsag er valutakursforskelle. Selvom euroen ikke har fortrængt dollaren fra førstepladsen i det globale monetære system, beskytter den de europæiske økonomier mod eksterne stød, det vil sige negative påvirkninger fra den globale økonomi. Desuden har den monetære integration vist sine fordele under Corona-krisen. Uden euroen ville nogle medlemslande ikke kun stå over for en efterspørgsels- og udbudskrise, men også en kraftig svækkelse af deres valuta, hvilket endda kunne føre til en valutakrise. Dette ville gøre det ekstremt vanskeligt at bekæmpe pandemien og støtte job med offentlige midler. Borgerne i EU ser ud til at værdsætte den stabiliserende effekt af den fælles valuta: Ifølge Eurobarometer-undersøgelsen fra maj 2021 mener 80 procent af de adspurgte, at euroen er godt for EU; 70 procent mener, at euroen er godt for deres eget land. Desuden ses det som attraktivt at blive medlem af euroområdet: Kroatien vil højst sandsynligt tilslutte sig euroområdet i 2023. Bulgarien stræber også efter at blive medlem. På grund af svindende tillid til valutaerne i Polen og Ungarn kan indførelsen af euroen blive et realistisk scenarie i tilfælde af et regeringsskifte i disse lande.
En lang række reformer og lidt plads til kompromis
På trods af denne udvikling er mange af euroområdets problemer stadig uløste 20 år efter valutaomlægningen. Det grundlæggende dilemma er mellem risikodeling versus risikoeliminering. Det er et spørgsmål om, hvor mange flere strukturreformer de enkelte medlemslande skal gennemføre, før en dybere integration af euroområdet, som indebærer større risikodeling mellem medlemslandene, kan finde sted. I banksektoren handler det for eksempel om at forbedre bankernes finansielle sundhed, det vil sige blandt andre foranstaltninger til at øge deres kapitalisering og reducere niveauet af misligholdte lån, før en fælles indskudsforsikringsordning kan oprettes. p>
Et andet problem er forholdet mellem penge- og finanspolitik. I øjeblikket er Den Europæiske Centralbank den vigtigste stabilisator af euroområdets offentlige gæld, som steg betydeligt som følge af pandemien, og det vil den forblive ved at geninvestere sin beholdning af statsobligationer i det mindste indtil 2024. En alternativ løsning er dog nødvendig for at stabilisere euroområdets gældsmarked. Fælles gældsgarantier, som for nylig foreslået af Frankrig og Italien, skal kombineres med incitamenter til at modernisere økonomierne, især i de sydlige eurolande. I den sammenhæng er det vigtigt at huske på grænserne for finanspolitikken, som i øjeblikket alt for ofte ses som den magiske kur mod alle økonomisk-politiske problemer. Forbundet med finanspolitikken er spørgsmålene om, hvor mange regler og hvor meget fleksibilitet der er behov for i euroområdet. Der må forventes heftige diskussioner i år om de tilsvarende ændringer af de finanspolitiske regler. Det skyldes, at der er stor mistillid mellem landene i den nordlige og sydlige del af euroområdet, hvilket primært skyldes økonomiernes forskellige præstationsniveauer og forskellige syn på økonomisk politik. Den vedvarende inflation og problemerne med implementeringen af NextGenerationEU-stimuluspakken, som skal afbøde Corona-relaterede skader på økonomien og samfundet, kan forværre ulighederne i økonomiske resultater og dermed også uenighederne inden for euroområdet.
Eurokrisen har vist, at turbulens i ét medlemsland kan have fatale konsekvenser for hele valutaområdet. I de kommende år vil den største udfordring for euroområdet dog ikke være situationen i små medlemslande som Grækenland, men i det største af dem. Økonomierne i Italien, Frankrig og Tyskland, som tegner sig for næsten 65 procent af euroområdets bruttonationalprodukt, er vanskelige at reformere med deres komplekse territoriale strukturer og stigende politiske fragmentering. Samtidig mangler disse økonomier reel konvergens. En afgørende faktor for den videre udvikling af eurovalutaprojektet bliver, om transformationen af deres økonomiske modeller lykkes under indflydelse af den digitale revolution, klimakrisen og demografiske forandringer.